Hjerting IF går forrest med e-fodbold
E-sport er i rivende udvikling og kan ifølge DBU være en fin indgang for nye spillere til det danske foreningsliv. Hjerting IF Fodbold ønsker at gå forrest, når det gælder e-fodbold og give medlemmerne af klubben endnu flere muligheder indenfor fodbold – også medlemmer som måske normalt ikke ville have stiftet bekendtskab med fællesskabet på og udenfor banen i en fodboldklub.
Man får ikke kun trænet tommelfingrene
I Hjerting IF er det vores ambition at e-fodbold-medlemmerne ikke alene skal træne "tommelfingrene" og sætte den rigtige taktik i FIFA. De skal både have fysisk og mental træning og være en del af klubben på lige fod med vores fodboldspillere. Og hvem ved – måske går den fysiske, mentale og digitale sport hånd i hånd, så endnu flere børn og unge bliver glade for grønsværen – både på skærmen og i det fri.
En af Jyllands flotteste arenaer for e-fodbold
Hjerting IF’s hjemmebane for e-fodbold bliver i det nye Hjerting Sport & Kulturhus, der giver vores nye e-fodboldhold en af Jyllands nyeste og flotteste rammer for e-fodbold. Det fortæller Thomas Vohs-Ahlers, der er bestyrelsesformand for Hjerting IF Fodbold.
”Den nye spillearena har storskærme, PlayStations og store panoramavinduer med udsigt ud til vores opvisningsbane. Arenaen danner den perfekte rammer for e-fodbolden. Man kommer ikke meget tættere på følelsen af selv at stå på banen” siger Thomas Vohs-Ahlers.
Kom på holdkortet allerede i dag
DBU e-fodboldturneringen starter med tre årgange; børn, ungdom og senior. Hjerting IF e-fodbold har tilmeldt hold i alle tre rækker. Alt efter antallet af tilmeldinger bliver der etableret et passende antal hold, så alle medlemmer kan deltage i kampene.
Årgange
- Hjerting IF e-fodbold Børn (7-11 år)
- Hjerting IF e-fodbold Ungdom (12-16 år)
- Hjerting IF e-fodbold Senior (17år +)
Tilmelding og læs mere på hiffodbold.com/efodbold
Pris
Kontingent er 300 kr. pr. halvår. (Opstart i april 2020)
Kontingent inkluderer:
- Min. 1 gang træning om ugen. (Både fysisk, mental og FIFA-træning)
- Deltagelse DBU e-fodbold-turnering
- Tøjpakke
Officiel DBU e-fodboldturnering
Den officielle DBU Jylland e-fodboldturnering blev med stort flertal en realitet efter DBU Jyllands årlige møde for delegerede I MCH Kongrescenter i weekenden.
”E-sporten er vildt populær og er en etableret del af mange børn, unge og voksnes fritidsliv. I Danmark kender mange sikkert Astralis, der senest gik på børsen med deres CS-hold. Indenfor e-fodbold er der også nationale og internationale rækker, fx har vi en e-superliga. Vi ønsker at tilbyde vores medlemmer aktuelle fællesskaber, der kan samle folk omkring fodbolden – også på en ny måde. Derfor etablerer vi nu e-fodbold i Hjerting,” siger Thomas Vohs-Ahlers.
Regler
Kampene afvikles på PlayStation 4, hvor man spiller 2 mod 2. En trup er på min. 2 og maksimalt 4 spillere pr. hold. Der kan godt være flere hold pr. årgang.
Der tages forbehold for at der kan komme ændringer, da DBU Jylland stadig er i gang med at planlægge de sidste detaljer.
Bliv træner og vær med til at udvikle e-fodbolden i Hjerting IF
Er du forælder til en spiller eller har interesse for e-sport eller træning generelt, så meld dig som frivillig e-fodboldtræner. Du vil indgå i udviklingsteamet sammen med de andre trænere og ledere for at udvikle e-fodbolden i Hjerting IF.
Som e-fodboldtræner forestiller vi os, at du kan bidrage med følgende:
- Træningsøvelser / opvarmning fysisk
- Træning, mentale forhold
- Træning, social interaktion
- Kostvejledning
- Sikre at holdene og vores kamparena er klar til kamp
- Interesse for e-fodbold / e-sport
Samarbejdspartnere/Bliv e-fodbold-sponsor
Der er spændende og nye muligheder for virksomheder, der ønsker profilering i forbindelse med vores e-fodboldhold.
Kontakt Thomas Vohs-Ahlers for at høre nærmere omkring e-fodbold-sponsorater.
Yderligere information
Kontakt Thomas Vohs-Ahlers, Bestyrelsesformand HIF Fodbold for yderligere information
Tlf. 53892050